Foto: GOG

Simon Pytlick har valgt at sætte sin underskrift på en kontrakt med GOG, der løber fra sommeren 2022 til sommeren 2025.

Efterårssæsonen har været forrygende for 21-årige Simon Pytlick. GOG-spilleren blev efterårets bedste venstre back i ligaen, månedens profil i december, og så nåede han også lige at få debut på A-landsholdet i november. Nu har GOG sikret sig den talentfulde bagspiller de næste tre sæsoner.

”Det var egentlig ret nemt at vælge. Jeg trives rigtig godt i GOG. Og jeg tror på, hvis jeg skal nå så langt så muligt i min karriere, så er det her det rigtige for mig lige nu,” udtaler Simon Pytlick til GOG Håndbold.

Siden 12-årsalderen har Simon Pytlick spillet håndbold i den gule trøje i GOG, men hvis man spørger hans forældre, så er han sikker på, at det første møde med hallen i Gudme var trillende i en barnevogn. Simon er søn af de to tidligere GOG-profiler Berit Bogetoft og Jan Pytlick, men nu er det Simon, der stråler i den velkendte manege.

Simon Pytlick er og bliver fremover en central kulturbærer i GOG – både over for unge spillere, der rykker op i ligatruppen og over for nye ansigter, der kommer til udefra. Trods sin unge alder er han lige nu også anfører for GOG-mandskabet, da Frederik Clausen er ude med en knæskade.

Simon Pytlick

U16 DM-guld

U18 DM-guld

EM og VM-bronze med ungdomslandsholdene

Pokalmester 2020

DM-bronze 2021

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.