Rasmus Bech, som i en årrække har været en af de herreligaens markante målmandsprofiler, fik i efteråret ødelagt denne sæson, da en hovedskade satte ham ud af spillet. Men i dag er han fuldt tilbage på håndboldbanen, og skiftet er ifølge hovedpersonen selv motiveret af drømmen om at spille det nye Aarhus-hold op i den bedste række:

– Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af et meget spændende og ambitiøst projekt i Aarhus HC. Det bliver sjovt og lærerigt at kæmpe med om de øverste placeringer i tabellen.

Udover i SønderjyskE har Rasmus været sidste skanse i Mors-Thy, som han vandt pokalguld med i 2021. Samme sæson kom han desuden på årets hold i ligaen.

Hans håndboldkarriere har også budt på en lille håndfuld sæsoner i norsk håndbold for Halden og Drammen samt en række U-landsholdskampe.

Sportschef i Aarhus HC, Morten Jensen, ser frem til at få Rasmus Bech med omkring holdet til den kommende sæson:

– Der er ingen tvivl om, at vi med Rasmus Bech har fået endnu en stærk målmandsprofil til den kommende sæson. Med sin store erfaring fra ligaen og præstationer på øverste hylde, vil Rasmus også helt naturligt blive en inspirationskilde for resten af truppen. Vi glæder os meget til at få Rasmus med på vores rejse, siger Morten Jensen.

Foruden Rasmus Bech har Aarhus HC også indgået aftale med  Simon Sejr for den kommende sæson.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.