Mathias Skræddergaard var blandt de fire profiler, som i foråret 2023 besluttede sig for at lægge tophåndbolden på hylden.

Siden har den garderhøje bagspiller holdt formen ved lige på et lavere niveau i Rækker Mølle Håndbold, men efter grundige overvejelser har han nu besluttet sig for igen at stille sig til rådighed for 1. Divisionsholdet.

“Man kan vel kalde det en forlænget barselsorlov”, indleder Mathias Skræddergaard med et smil på læben.

“Jeg har naturligvis været glad for at få mere tid til familien, men kan samtidig mærke, at det gibber i mig for at spille håndbold på højt niveau igen. Samtidig savner jeg den gode stemning i omklædningsrummet, de store kampe i hallen og hele den kultur, der er fundamentet for Rækker Mølle Håndbold. Så jeg vil gøre mit for at bevise, at jeg stadig kan gøre mig gældende”.

Også i Rækker Mølle Håndbold glæder man sig over Mathias Skræddergaards beslutning om at gøre comeback.

“I Mathias får vi en solid tovejsspiller, som med sin store skudtrussel og defensivt kvaliteter giver os nogle flere strenge at spille på. Derudover er han en kulturbærer, som kender klubben ud og ind, og derved har han også nogle åbenlyse kvaliteter udenfor banen. Så vi er på mange måder glade for, at Mathias nu skifter lortebleer og vådservietter ud med håndbold og harpiks”, lyder det fra cheftræner Rasmus Hansen.

Den nu 29-årige Mathias Skræddergaard kom til Rækker Mølle Håndbold i 2015. Inden da tørnede han ud for Skjern Håndbold.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.