Foto: Haslum HK

KIF har haft pungen fremme og betalt i omegnen af 50.000 kroner for at købe Thomas Boilesen fri i den norske klub, Drammen.

På banen går det ikke godt, men uden for de 40×20 meter fortsætter KIF Kolding med at forstærke sig til den kommende sæson. Ifølge JydskeVestkystens oplysninger har KIF sikret sig endnu en ny spiller som er på vej til klubben.

Der er tale om den 21-årige venstreback, Thomas Boilesen, der sin unge alder til trods allerede har europæiske kampe på sit cv. Boilesen var med, da Drammen i sidste sæson spillede EHF Cup-kampe mod THW Kiel, hvor ikke bare Boilesen, men også den norske klub fik en håndboldlektion. Tyskerne vandt 34-23 på hjemmebane og fulgte op med en sejr på hele 36-18 i Norge. Boilesen scorede henholdsvis tre og to mål i opgørene mod den tyske storklub.

Drammen har ikke offentliggjort handlen med KIF Kolding, men klubben har allerede præsenteret en afløser. Det bliver den tidligere Ribe-Esbjerg-spiller, Philip Holm, der kommer til klubben fra Wacker Thun i Schweiz efter denne sæson.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.