Freja Hauge, Sille Christensen og Mathilde Bisgaard var alle tre i spil i går for Horsens HE mod Team Esbjerg.

Alle tre er ungdomsspiller i Horsens og spiller til dagligt på klubbens U19 hold, som ligger nr 4 i U19 Pige ligaen.

Freja har været med ligaholdet 4 gange, så for hende var det ikke nyt. Hun var kampens spiller for Horsens, i en kamp hvor hun både spillede som bagspiller og venstre fløj. Hun har fortalt hvordan oplevelsen var, og hvad det giver hende at spille med på øverste niveau:

Det har været virkelig fedt og lærerigt at få lov til at spille med på øverste niveau. Hver kamp er en stor oplevelse, hvor jeg bare forsøger at suge så meget til mig som muligt samtidig med at jeg bidrager med det jeg kan.

Kampen mod Esbjerg var min fjerde kamp med ligaholdet. Personligt var det en kamp jeg er rigtig godt tilfreds med omend resultatet ikke blev som vi ønskede. Jeg fik stor tillid fra trænerne og det betyder rigtig meget for mig. Det viser at hårdt arbejde betaler sig og det er en kæmpe motivation for mig til at fortsætte med at knokle og bygge lag på mit håndboldspil.

Jeg synes, at vi på u19 holdet i Horsens har et rigtig godt samarbejde med ligadamerne. For mig handler det om at gøre det så godt jeg kan på mit eget hold og så gribe chancen når den byder sig med ligaen.” Fortæller hun til Handballtransfer.dk

Mathilde var med for anden gang, og i går blev det til nogle minutter til sidst i kampen. Hun har også givet en kommentar herunder:

“Jeg er enormt stolt af at trænerne giver mig tilliden til at være med på den helt store scene. Det giver mig utrolig meget læring og erfaring at være en del af et så seriøst projekt som HH-elite.

Jeg blevet taget rigtig godt imod af alle spillerne, især af de tre målvogtere, som gerne deler ud af deres erfaringer, hvilket jeg virkelig nyder godt af. Og som ung spiller er der bare ikke noget federe end at have erfarne spillere til at hjælpe en godt på vej!

Jeg håber på at kunne bide mig fast omkring holdet og kunne forsætte min udvikling i Horsens, da det er et træningsmiljø som jeg virkelig sætter pris på at være en del af. Kampene med HH-elite har da helt sikkert også givet mig ekstra blod på tanden for at præstere så godt som overhovedet muligt, for at få chancen for at komme med til yderligere træninger og kampe.” Fortæller hun til Handballtransfer.dk

Sille dækkede en del op efter pausen og fik også lidt tid i angrebet. Hun gik til den og måtte da også sendes en tur på bænken med en udvisning. Det var hendes første kamp med ligakvinderne og her var vi også heldige at få en kommentar.

“Jeg er meget glad for at spille i Horsens, og kan mærke en positiv udvikling – både på den fysiske del, men også hvordan jeg ser håndboldspillet.

Da jeg i sidste uge blev udtaget til Ligaholdet, var det med stor glæde og mange sommerfugle i maven – og så lige en kamp mod et så godt et hold som Esbjerg, med 2000 tilskuere i ryggen.

Det har været en stor oplevelse, lige fra forberedelserne op til kampen, til vi stod i hallen og hørte tilskuerne , og så selvfølgelig da jeg selv kom på banen, mærkede jeg ”suset”.

Jeg er glad for min rolle på Horsens u19 hold og vil kæmpe for at nå endnu længere, med min håndbold i Horsens HK.” Fortæller hun til Handballtransfer.dk

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.