Mandag 22. september 2025

Fredericia HK har valgt at indstille samarbejdet med cheftræner Gudmundur Gudmundsson. Assistenttræner Jesper Houmark overtager cheftrænerrollen og danner nyt trænerteam med Michael Wollesen.

Fredericia Håndboldklub har i dag meddelt, at samarbejdet med cheftræner Gudmundur Gudmundsson stopper med øjeblikkelig virkning. Islændingen kom til klubben i sommeren 2022 og har i sin tid som cheftræner været med til at skrive historie for FHK med blandt andet medaljer, Final4-deltagelse samt kvalifikation til både Champions League og European League.

Klubben understreger, at beslutningen er truffet på baggrund af flere faktorer over en længere periode.

Til at føre holdet videre resten af sæsonen sætter Fredericia HK sin lid til to velkendte ansigter. Jesper Houmark, der tidligere har stået i spidsen for ligaholdet, overtager nu igen ansvaret som cheftræner. Han skal fremover arbejde tæt sammen med Michael Wollesen, som også har været en del af trænerstaben.

Med det nye trænerteam ønsker klubben at fortsætte udviklingen af den unge og talentfulde trup og fastholde Fredericia HK som en fast del af toppen i Herreligaen.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.