Foto: FHK

34-årige Mads Christiansen skifter efter indeværende sæson til ligakollegaerne fra Fredericia Håndboldklub.

Mads Christiansen har været med til at vinde både EM og OL med det danske herrelandshold. Han har spillet to sæsoner i Bundesligaen for SC Magdeburg. I sommeren 2019 vendte Christiansen retur til dansk håndbold for at tørne ud for Aalborg Håndbold. Til sommer skifter højrebacken så til FHK på en 2-årig kontrakt, som han ser meget frem til. 

Mads Christiansen fremhæver især FHK’s spillestil som en af grundene til, at han passer godt ind i klubben:

“Lige nu er det et hold, som kæmper med at etablere sig som et hold, der skal med i slutspillet, og udgangspunktet er, at nu skal det sikres, at vi bliver en fast del af top-8 og så skal der angribes mod de sjovere placeringer, og det er en af drivkræfterne for mig.”

I en pressmeddelelse fra Aalborg Håndbold fortæller han følgende:

“Jeg har haft mange gode år og fantastiske oplevelser i Aalborg Håndbold. Jeg glæder mig til at fortsætte min karriere i Fredericia til sommer, og det føles som det rigtige skridt for mig. Inden da er jeg dog yderst opsat på at slutte min tid her i klubben på bedste vis, og jeg vil kæmpe for at kunne tilføje flere titler til CV’et fra min tid i Aalborg Håndbold, siger Mads Christiansen.”

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.