KIF Kolding henter Cornelius Kragh hjem fra Frankrig.
KIF Kolding henter fra sommer den rutinerede venstre back Cornelius Kragh til klubben. Den 30-årige bagspiller, der i øjeblikket spiller for Dunkerque Handball i den franske liga, har fra sommeren 2025 valgt at vende hjem til Danmark, hvor han har indgået en 3-årig aftale med KIF Kolding.
Cornelius Kragh har igennem de sidste 3 år været en fast mand for Dunkerque Handball, hvor han indtil videre har spillet 84 kampe og scoret hele 389 mål. Tidligere i karrieren har Cornelius blandt andet spillet for Skjern Håndbold, Skanderborg Håndbold og Fredericia Håndboldklub, inden han tog turen til Frankrig.