KIF Kolding har ansat Anders Eggert som ny cheftræner. Eggert vender dermed tilbage til klubben, hvor han tidligere har været assistenttræner i to sæsoner. Han tiltræder som cheftræner fra den kommende sæson på en treårig aftale, der løber frem til sommeren 2028.
Siden sin seneste tid i KIF Kolding har Anders Eggert videreudviklet sig som træner og har blandt andet gennemført Diplomtræneruddannelsen. Samtidig har han været en fast del af trænerteamet i SG Flensburg-Handewitt og bringer solid faglighed, stærkt lederskab og international erfaring med sig tilbage til Kolding.
Ved sin side får han Julie Loop, som tiltræder rollen som assistenttræner. Julie har allerede været tæt på holdet og afsluttede den forgangne sæson som cheftræner i de sidste kampe. Nu bliver hun en fast del af det nye trænerteam omkring herrerne.
Anders og Julie får ansvaret for det sportslige setup og skal være med til at bygge videre på fundamentet for en stærk fremtid i KIF Kolding.
Vi glæder os til at byde Anders Eggert velkommen tilbage til Kolding – og til at se Julie Loop træde ind i sin nye rolle i trænerteamet.