Handballtransfer.dk kan afsløre, at Skive FH har sat navn på deres nye cheftræner, mens både Skive og Ribe-Esbjerg forstærker sig frem mod næste sæson.

Benjamin Batsberg bliver ny cheftræner i Skive FH

Efter en længere proces har Skive FH valgt Benjamin Batsberg som ny cheftræner.

Valget faldt på Batsberg efter en intens periode, hvor flere kandidater var i spil.

Magnus Siglev var oprindeligt på vej til at overtage cheftrænerposten og havde sagt ja, men HK Aranäs og Skive kunne ikke blive enige om et kompensationsbeløb, hvilket blev afklaret endeligt i løbet af den seneste uge. Også Søren Fisker, assistenttræner i Skanderborg AGF, var til samtale om jobbet, men valget faldt altså på Batsberg.

Benjamin Batsberg, 31 år, har de seneste år været en fast del af Aalborg Håndbolds ligastab som assistenttræner/analytiker og i denne sæson højre hånd for Simon Dahl.

Han har i flere sæsoner arbejdet med analyse, videoarbejde og talentudvikling og har tidligere været ungdomstræner i Aalborgs talentafdeling. Benjamin Batsberg er uddannet lærer, og har også stået i spidsen for U19-holdet i Aalborg.

Han beskrives som en moderne og analytisk trænerprofil, der nu får chancen som ansvarlig cheftræner i 1. division.

Victor Ilsøe vender tilbage til Skive FH

Den 20-årige højrefløj Victor Ilsøe vender tilbage til Skive FH.

Victor Ilsøe, der kommer fra Hjortshøj ved Aarhus, startede sin karriere i HEI og tog siden på ISI Idrætsefterskole.

Han har været en del af BSH’s ungdomsafdeling, og i sæsonen 2023/2024 blev han en fast del af ligatruppen i Bjerringbro-Silkeborg, hvor han dog primært har stået i skyggen af Patrick Boldsen.

Victor Ilsøe har 9 ungdomslandskampe for Danmark og deltog ved U18-EM i 2022.

Han var i foråret 2023 kortvarigt lejet ud til Skive FH og får nu muligheden for fast spilletid på højrefløjen under Benjamin Batsbergs ledelse.

Teis Horn Rasmussen skifter til Ribe-Esbjerg

Samtidig kan Handballtransfer.dk afsløre, at Teis Horn Rasmussen skifter til Ribe-Esbjerg HH.

Den 29-årige stregspiller, der senest har spillet i Aarhus Håndbold, hentes ind som erstatning for Jonathan Würtz, som i går blev præsenteret i Skjern Håndbold på en kontrakt frem til 2028.

Teis Horn, der startede håndboldkarrieren i Neistin Tórshavn på Færøerne, har tidligere repræsenteret HEI, TM Tønder og norske Follo HK.

Han var en af profilerne for Færøernes landshold ved EM 2024, hvor han blandt andet bidrog med fem mål mod Norge hvor de fik uafgjort.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.