Foto: REHH

Søren Rasmussen forlader Ribe-Esbjerg efter fire sæsoner.

I sidste sæson forlængede REHH og Søren Rasmussen den igangværende aftale med yderligere 2 år til 30. juni 2023. Der var således lagt op til min. 5 års samarbejde. På den 45-årige målmands initiativ har parterne nu sat sig sammen og aftalt, at samarbejdet afsluttes med udgangen af den igangværende sæson.

Søren Rasmussen fortæller:
Det har været en svær beslutning. Jeg kan jo konstatere, at jeg fortsat har præsteret godt i målet. Og det er svært at forlade en klub, hvor jeg har haft det rigtigt godt – og hvor vi er midt i et spændende projekt. Men jeg har hen over sommeren kunnet mærke, at tiden nu er inde til at afslutte 25 års hård træning på topniveau – og i stedet for se frem mod nye arbejdsopgaver, hvor min erfaring kan bruges på en anden måde”.

Søren Rasmussen afslutter således en mere end 25 år lang karriere på topplan. Mange landskampe og Flensborg-Handewitt, Aalborg og BSH står bl.a. på CV’et.

Ved siden af jobbet i REHH startede Søren Rasmussen i sidste sæson som målmandstræner hos Herning-Ikasts håndboldkvinder. Og det kan meget vel være i den retning, Søren Rasmussens fremtid ligger.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.